Asclepius
Hvorfor "Apius"?
Apius Førstehjælp har valgt et navn, der trækker tråde helt tilbage til antikken og den græske mytologi. Navnet stammer fra Asclepius, guden for medicin og helbredelse, hvis historie og betydning har haft en afgørende indflydelse på lægekunsten gennem tiden.
I den græske mytologi blev Asclepius betragtet som en central figur, der havde fået sin viden om medicin og helbredelse fra sin far, Apollon, guden for lys, sandhed og profeti. Asclepius’ ikoniske symbol er staven med en slange viklet omkring – et symbol, der stadig i dag anvendes inden for medicin som et universelt tegn på helbredelse og lægekunst.
Et nik til det symbol findes også i Apius’ logo, sammen med det græske bogstav “α” (alfa) istedet for et dansk “a”, for at binde historien sammen.
"Er du læge... ?"
Jeg er ikke læge, og det behøver du heller ikke være for at redde liv. Historien om Asclepius er nært forbundet med Hippokrates, den berømte græske læge, der bliver anset som grundlæggeren af moderne medicin. I det oprindelige lægeløfte, som Hippokrates udarbejdede, er Asclepius nævnt sammen med andre guder som Apollon, Hygæa og Panakeia. I det står der blandt andet: “Idet jeg kalder lægeguden Apollon, Asklepios, Hygæa og Panakeia til vidne samt alle guder og gudinder, sværger jeg at ville holde efter bedste evne og skøn denne ed og kontrakt”.
Dette lægeløfte er blevet reciteret af læger i generationer og symboliserer et løfte om at hjælpe og beskytte patienter, inspireret af gudernes nåde og helbredende evner. I disse moderne tider er det dog blevet ændret til ikke at påkalde antikkens guder.
Hygæa, Sundhedens Gudinde, var i øvrigt Asclepius’ datter, og hun har lagt navn til det moderne begreb “hygiejne”
Ifølge mytologien var Asclepius en dygtig behandler, der endda kunne genoplive de døde. Denne evne satte ham i konflikt med Hades, guden over dødsriget, da Asclepius begyndte at bringe døde mennesker tilbage til livet.
For Hades var dette en krænkelse af dødsrigets love, da ingen havde før haft tilladelse til at krydse grænsen mellem de levendes og de dødes verden. Hades klagede til Zeus over, at Asclepius’ magtfulde helbredende evner faktisk “stjal” sjæle fra dødsriget og dermed underminerede Hades’ domæne. For at genoprette balancen slog Zeus Asclepius ihjel med et lyn. Men som en anerkendelse af Asclepius’ enestående evner og hans bidrag til helbredelsen, placerede Zeus ham senere som en stjernekonstellation på himlen – Slangeholderen eller Ophiuchus.
Der er variationer af denne fortælling, afhængig af om du spørger grækerne, romerne eller andre, men Asclepius var på vej til at gøre menneskene udødelige med sin lægekunst, og det kunne guderne selvsagt ikke acceptere.
Alle kan redde liv!
Apius Førstehjælp har valgt Asclepius som inspiration, da han repræsenterer kampen mod sygdom og døden selv.
Apius Førstehjælps mission er at uddanne og udbrede viden om førstehjælp, så mennesker har mulighed for at handle hurtigt og måske give nogen en ekstra chance i livet, når de kommer ud for akut sygdom eller livstruende skader.
Ved at uddanne så mange som muligt i førstehjælp ønsker Apius Førstehjælp at “snyde” døden og give Hades kamp til stregen!